Du bliver da aldrig til noget!

Skrevet af Anne Skare Nielsen på Amino

Er du også for gammel, fed, doven, genert, nørdet, talentløs, uvidende, ukoncentreret, rodet og fatsvag – så fortvivl ikke. Det deler du nemlig med nogle af verdenshistoriens største personligheder. Det vi kan lære af dem, er at vi alle kan blive til noget ganske særligt.

Rigtig mange succesfulde mennesker, der i deres liv har skabt fantastiske velgørenheder, føler sig som ”fakes”. Ombejlede popstjerner kaster op før de går på scenen, og verdensberømte foredragsholdere fortæller, at de altid forventer at de bliver afsløret af en nidkær skeptiker i salen. De forventer alle at om lidt er der en, der råber at man ikke har noget på. Og så står man der helt nøgen på scenen. Alene. Pinligt. Og dagen efter gør man det igen. Og igen. Og igen.

Jeg har før skrevet om viljestyrke her på Amino, som en kraft mange af os ikke har ret meget af, og som vi skal bruge med omhu. Studier af succesfulde mennesker viser nemlig, at de er lige så uduelige som alle os andre, og lige så nervøse. Forskellen er bare at de ikke lader det være en barriere for at handle og udrette noget. De lader sig ikke begrænse af ydre omstændigheder, og så har de ”kork-prop-mentalitet”. Livet dukker alle, men nogle bliver bare ved med at poppe op til overfladen. Ydre omstændigheder betyder faktisk forsvindende lidt. Finansielle kriser, svigtende markeder, fysiske handicaps, dårlig omtale, fejl, umotiverede medarbejdere, dårlige ledere, ja, alle de faktorer, der ellers kan forpeste hele ens hverdag, er sjældent reelle barrierer for succes. Det, der virkelig betyder noget, er måden, man tænker på. Man skal have det, der hedder ”et transformerende mindset”. Og her er en teknik, jeg selv bruger rigtig meget. Nå du møder modstand handler det om at rykke fra niveau 1 op til 3.

Niveau 1 ”Socialiseret mentalitet”:

 

Også kaldet offermentalitet. Man lader det sociale manuskript bestemme sin adfærd, ofte uden at tænke over det. Alting er de andres skyld. Jeg er fed, men det er mine gener. Jeg ville gerne udfolde mig, men min chef er en idiot, Gitte er på barsel, børnene er forkølede, min kone forstår mig ikke, de gamle er for talrige, de unge forkælede, kaffen er sur, kontorstolen er skæv, politikerne visionsløse, osv. osv. 60% af danskerne mener, at deres kompetencer overstiger det job, de sidder i. Men det er kun 2%, der synes, det er deres egen skyld. Og konklusionen på den undersøgelse var selvfølgelig, at ledelsen har for lidt fokus på medarbejdernes trivsel. Nej! Hvad vi har brug for, er et kærligt los bagi. Der kommer ikke nogen fantastisk chef og redder os. Obama har det også rigtig svært. Et fantastisk eksempel på niveau 1-mentalitet fik jeg fra en syltetøjsfabrikant: ”Vi vil meget gerne lave originalt syltetøj, årstidsbestemt, nyt nordisk og med smag af Kille Enna”, sagde han, ”problemet er bare, at mængderne er for små til, at de kan komme igennem rørene”.

Den lader vi lige stå et øjeblik – et fantastisk billede på, hvad der er grundproblemet i Danmark: ”vi vil så gerne, men rørene er for lange…”

Vi bliver alle fra tid til anden fanget i vores egen offermentalitet, så nup en flaske rødvin og få det ud af kroppen og kom videre. En depressionsforsker sagde til mig for nylig, at opskriften på en depression lyder ”mig, mig, mig, mig os så mig”. En måde at komme ud af den på, er ved at holde op med at pille i sin egen navle og gøre noget godt for andre.

 

Niveau 2 ”Narrativ mentalitet”:

 

Skab din egen historie, dit eget verdensbillede, DIN udlægning af virkeligheden. Gå ind i virkeligheden full frontal. Brug din vilje til fornyelse og forbedring og en beslutning om at skrive et nyt manuskript – en ny fortælling om ”hvem jeg er”. Øv dig i altid at tage det mest opportune blik på virkeligheden. Hvis du får en p-bøde, så tænk at de midler går ubeskåret til en enlig mor, der ikke har råd til at købe julegaver til sine børn. Bliver du kropsvisiteret i lufthavnen, så se det som en gratis og meget let omgang massage. Livet bliver meget sjovere, man får mere energi, tager automatisk mere ansvar for sit liv og opøver sit ledelsesmæssige og kreative potentiale. En dømt forretningsmand sagde engang: ”det er ikke mig, der er kriminel, det er bare loven, der er for langsom”. Når man kommer derud, er man nok kommet for langt. Men der sker ikke noget ved at være for innovativ og konstruktiv ift. den verden, vi lever i nu. Så øver du dig bare i at være klar til fremtiden. Se på alt, hvad du gør, som en del af den narrative proces. Skal I have ny emballage eller indretning eller kommunikation eller direktion eller bestyrelse, så er det en fantastisk mulighed for at arbejde med identitet og fortælling. Alle mennesker har brug for poesi, hjernen er en historiefortællende og meningssøgende mekanisme og fylder selv huller og mangler ud. Så insistér på at fortælle historien om sommerfuglen og ikke larven, drys tryllestøv omkring dig, og gør klar til at strække vingerne.

 

Niveau 3 ”Transformerende mentalitet”:

Det selvtransformerende menneske. Det er på dette niveau, at visioner skabes. Hver gang du støder på en udfordring, så tænk: hvordan kan jeg tage den her til et niveau 3? Hvordan kan jeg vokse med denne mulighed? Hvad prøver universet at fortælle mig? Lyt højere. Giv slip og giv tid.

Ser man på alle store ledere gennem tiderne, så har de været kendetegnet af en evig interesse for og søgen efter at vokse som mennesker. Mandela sagde efter sine 28 år i fængsel, at det var det bedste, der kunne ske for ham, for det tillod ham at gennemføre den største forandring af alle, nemlig forandringen af sig selv. Han omskrev fængselsrammen til at være et mikrounivers for sin kamp mod Apartheid, og i stedet for at skulle transformere hele Sydafrika begrænsede han sin energi til fængslet, sine medfanger og vagterne. Og da han kom ud, var han beredt. For chance favors the prepared mind.

“Du bliver da aldrig til noget” er der sikkert mange, der går rundt og tror. På niveau 3 hedder det “aldrig har vi dog set et større udviklingspotentiale! Sikke en fantastisk rejse du skal på”.

Hvad andre tænker om dig, kommer i øvrigt ikke dig ved. Find din egen autentiske og originale måde at være på og skab værdi og vision gennem det.. Vi lever alle i den samme virkelighed. Der er bare nogen, der får noget bedre ud af den end andre, og det er da skønt at tænke på at billetten til en bedre fremtid til dels kan indløses af os selv uanset køn, alder, uddannelse, rigdom osv.

Så til alle jer originaler derude – I skal nok blive til rigtig meget!

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply