Borgerne bliver rige af at dele

Mange borgere bruger allerede deleøkonomi i deres hverdag. Og det bør kommunerne lade sig inspirere af. 

UDDRAG FRA ARTIKEL AF LISELOTTE LYNGSØ TIL DKNYT.DK

Deleøkonomi skaber både vækst og tillid
‘Mere velfærd for mindre’ er den virkelighed, mange kommuner lige nu befinder sig i. Men hvordan kommer man dertil, hvor man tænker smart, når man skal tænke velfærd? En løsning kunne være at se til Amsterdam eller Göteborg: Begge byer, som er en del af det internationale projekt Sharing Cities, hvor byerne satser på at bruge sharing economy – eller lidt mere mundret: deleøkonomi.

Og hvad er så det?

Deleøkonomi dækker over at borgere i stedet for at eje alting selv, bare har adgang til at bruge de ting, de kun har brug for en gang i mellem. Flere borgere har allerede taget begrebet til sig, blandt andet gennem tjenester som Gomore, en samkørselstjeneste, eller Airbnb, som lader private udleje deres boliger.

Deleøkonomien, modsat hvad man måske skulle tro, skaber øget økonomisk vækst og, som en positiv sidegevinst, skaber den også mere tillid borgerne imellem.

Det skal kommunerne udnytte. For eksempel ved at tænke lidt over, hvilke ressourcer de har til rådighed på tværs af de etablerede afdelinger og magistrater i organisationen.

Den digitale generation kommer

Lige nu foregår deleøkonomi meget borgernært i Danmark. Det er en blomst, der særligt er groet i de studerendes have, fordi de er økonomisk pressede og derfor bliver kreative.

Ved hjæp af deleøkonomi kan man gøre borgerne ekstremt rige. For når man ikke behøver eje dagligdags goder, man måske ikke har brug for hver dag, behøver man ikke købe. Og så har man penge til at købe de ting, man oftere har brug for.

Den digitale generation, der bliver voksne nu, kommer og omdefinerer villa, volvo og vovhund. For hvis de alligevel ikke bruger en bil hver dag, ser de ingen grund til at eje den. Så skal de bare have adgang til at bruge en.

Men det er ikke noget, der kommer af sig selv. Der skal være en platform at dele på, så der ikke kun er tale om at dele hen over hækken med naboerne for borgerne. Det har borgerne altid gjort, og det er der ikke noget nyt i. Det skaber ikke mere velfærd for færre skattekroner. Nej det skal være på tværs af de allerede eksisterende cirkler, man deler.

En mindre revolution

Deleøkonomi handler altså om at udnytte de ting, der ellers bare står, eller bliver smidt ud. Og det kan kommunerne lade sig inspirere af.

I London er man rigtigt langt med at sætte det i spil internt i kommunen. Her har de blandt andet sat de kommunale køretøjer i spil. Når de alligvel ikke bliver brugt af den afdeling, der ejer dem, kan andre afdelinger jo bruge dem. Det handler om at skabe adgang til nogle ressourcer på tværs af de normale siloer, alting ellers er delt op i. Skolerne er jo også oplagte at bruge. Hvorfor skal de stå tomme om eftermiddagen, når de kan fungere som perfekte mødelokaler.

I virkeligheden handler det om at sætte de ressourcer, afdelingerne har hver især i spil imellem sig. Det kunne man fx gøre med viden på tværs af kommunegrænser. Men det ville nok kræve en mindre revolution.

Der er mange, som er fastsatte i de her tanker om, hvad der hører til hvor. Men jeg tror, medarbejderne ville elske det. Det at køre i en rotation kender vi jo fra lægeverdenen, hvor de, der har knækket koden til noget meget svært, bliver sendt rundt på de forskellige afdelinger for at dele sin viden.

Giver mere økonomisk vækst

Men hvad så, hvis børn- og ungeudvalget låner en bil af teknik og miljø, og den bryder sammen. Hvem har så ansvaret? Det er jo ikke alle, der passer lige godt på tingene. Og hvis ingen behøver købe noget, men bare kan låne sig til det hele, så går væksten jo i stå. Og kommunerne må jo ikke konkurrenceforvride.

Alle undersøgelser viser, at ved hjælp af deleøkonomien kommer der faktisk mere gang i økonomien. Den her tanke om, at der er en begrænset kage, hvor der kun er en bestemt mængde er forkert. Tværtimod viser undersøgelserne, at det kun er godt at give slip og sikre mere af det her.

Man kan fx se, at hvis et mødelokale, ofte bliver lånt ud, så bliver det også bedre udstyret. Så køber de, der normalt ejer lokalet måske en endnu bedre projector end den discountløsning, man ellers ville have valgt.

Derfor er det også vigtigt, at der er nogen, der ejer de ting, der bliver lånt ud. For hvis kommunen ejer noget, så har vi det alle fælles, men samtidigt er det underforstået, at så er der ingen, der ejer det. Og så er det, folk ødelægger dem. Som med bycyklerne.

Pointen med deleøkonomi er netop, at der er nogen, der ejer det man bruger. For når der er nogen, der ejer det, man låner, passer man ekstra godt på det.

EMPLOYABILITY – Fremtidens vigtigste kompetence

Fremtidens arbejdsmarked bliver noget ganske andet, end vi kender det i dag. Et definitivt farvel til den livslange ansættelse og rutinejobbet betyder, at du skal kunne noget ‘unikt’ og være pissedygtig til det, du laver. Du skal med andre ord have EMPLOAYBILITY.

Employability – værdi på arbejdsmarkedet  

Hvad vil du helst have: penge eller evnen til at tjene penge? Et arbejde eller evnen til at skaffe eller skabe dig et arbejde?

I takt med at industrisamfundet udfases og muligheden for den livslange ansættelse fordamper, vil employability – det at have værdi på arbejdsmarkedet – blive mere vigtigt for det arbejdende folk, end hvad de på et givet tidspunkt får i løn eller hvor mange timer de arbejder. Spændende arbejdsopgaver, der udvikler ens evner og potentiale, vil være blandt topprioriteterne for dem, du allerhelst vil ansætte eller arbejde sammen med.

“A career is a portfolio of projects that teach you new skills, gain you new expertise, develop new capabilities, grow your colleague set, and constantly reinvent you as a brand.”

– Tom Peters

Lønmodtagerkulturen er død!

Hermed ikke sagt, at der ikke findes folk i Danmark, der stadig prøver at give kunstig åndedræt til afdøde, men helt ærligt, får man andet ud af det end en rallende zombie, hvis eneste fornøjelse er at suge liv og hjerne ud af de levende? Spørg dig selv, hvor gammel industrisamfundet er, og hvor mange mennesker og generationer der har arbejdet under den model. Det er slet ikke så mange og i så lang tid, som vi går og tror.

Forhåbentligt arbejder vi om 10 år ikke alle sammen på samme tid længere, og da slet ikke fra 8–16. Og pension – det er da noget underligt noget. De unge, der er på vej til at blive voksne i dag, kommer ind på et meget mere frit og fleksibelt arbejdsmarked, hvor hjemme- og freelancearbejde vil være udbredt. De vil holde pauser i stedet for at gå på pension, og de vil lege, lære, træne og uddanne sig livet igennem.

At lønmodtagerkulturen er død, betyder ikke, at der er noget galt i at modtage løn, men kulturen, hvor arbejde er noget man får, eller hvor man kan være sikker på at have livslang ansættelse, er slut. Tid og penge er utilstrækkelige redskaber på et arbejdsmarked, der kræver, at mennesker er motiverede, selvstændige og tager ansvar for udviklingen af dem selv og deres arbejdsplads.

Inspiration: “Få dig et job du godt kan li’, så behøver du aldrig gå på arbejde igen.”

Græshoppere og fastliggere

Med et glimt i øjet skelner vi mellem græshopper og fastliggere. Græshopperne er den ekstremt mobile, globalt orienterede, multikulturelle og evigt udviklende arbejdselite, som slår sig ned i sværme der, hvor de synes der er sjovest at være, og så drager de videre (fysisk såvel som virtuelt), så snart det lugter for meget af rutine eller velfærdsniveauet daler.

Fastliggere er arbejdscampisterne, der egentligt sagtens kunne flytte meget mere rundt, men vælger at slå sig ned, fordi de trives bedst i trygge fællesskaber. Fastliggerne er den gode stabile arbejdskraft, som leverer et gedigent stykke arbejde, men så heller ikke mere. For mange af dem vil jobbet blive sekundært ift. familie, venner, hobby, private studier osv. De vil være vant til projektansættelser af 1 til 5 års varighed, og de “forsikrer sig” gennem deres netværk. Nyt arbejde får man gennem kollegaer og venner, og man er aldrig bedre end sit sidste projekt. Man kan sagtens arbejde i den samme organisation i mange år og på overfladen ligne en lønmodtager, men lønmodtagerkulturen er død!

Det vigtige er ikke, om du er græshopper eller fastligger eller noget der i mellem. Det, der bliver afgørende for dig, er, at du forstår overgangen fra ansættelse til employability – og at du handler på den. Har du siddet med de samme opgaver de sidste fem år? Uden at tage kurser? Uden at lære nyt og udvikle nye færdigheder? Så er det på tide, at du kommer ud af busken og får hanket op i dig selv. Og hey, det er jo ganske fantastisk, at det nu er fuldstændigt legitimt – for ikke at sige absolut nødvendigt – at du kan tillade dig at lære, lege og eksperimentere med viden og færdigheder. Uddannelse anskuet som noget man fik i skolen og som senest sluttede engang i 20’erne er lige så død som lønmodtagerkulturen.