Hvis vores demokrati skal fortsætte med at udvikle sig og dermed ikke stå for fald, bør vi holde godt øje med ungdommen. De stiller nye krav til måden at tænke, handle og vælge holdninger til og fra på. Unge har, modsat deres forældre, en holdning til de får en ny. Tiderne skifter hurtigere end nogensinde. Verden er global men lille. Informationen flyder frit og mangfoldigheden udfordre konstant vores meningerne så nye holdninger dannes. De unge søger systemer der er fleksible og vidde rammer. Er vores politiske system moderniseret og parat til Danmark 3.0?

Hvis vi skal (for)blive verdens rigeste og lykkeligste folkefærd har vi et par udfordringer.

Det er et faktum at lykke opnås ved at folk lever et liv de er glade for. Kunne det være et liv hvor folk ser frem til at gå på arbejde, hvor deres talent kommer i spil, et liv hvor det enkelte menneske føler sig succesfuld, og hvor hvert enkelte menneske respekterer sig selv for den, personen er? problemet er blot at folk ikke er lykkelige. Lever du måske det liv, du drømmer om? Hvis ikke, er du ikke alene! Gallup har spurgt 1,7 millioner mennesker i 63 forskellige lande om, hvad de anser for deres kompetencer og om, hvor meget de bruger deres kompetencer. Undersøgelsen viste, at kun 20 procent oplever at bruge deres talent på arbejdet hver dag. Det betyder, at 80 procent af landenes ledere og medarbejdere føler, at de ikke udnytter deres kompetencer i dagligdagen. Det påvirker ikke kun dig, men hele vort samfunds ydeevne. Danmarks maskineri skal smøres med motivation, passion og kærlighed til at bidrage til at gøre verden til et bedre sted at være for at kunne hamle op med de ambitiøse målsætninger på Danmarks vegne.

Løsningen er, hvis du spørger partierne, at vi skal arbejdere mere og blive længere på arbejdsmarkedet. Reformer på arbejdsmarkedet skal motivere til mere output!

Når noget skal ud skal der også noget ind. Men hvad er input? Hvordan stimulerer længere arbejdsdage det øgede krav til kvalitet, innovation og relationsopbygning (som vi ved, bedst stimuleres igennem ægte interesse, passion, og ro til fordybelse)?

Uddannelse er en forudsætning for at kunne forstå, bruge og udvikle vores demokrati.

Mange steder i Danmark er de unge i dag dårligere uddannet end nogensinde før. Flere steder i Danmark har hver tredje person under 40 år ingen uddannelse. Kan et nyt parti være løsningen for at motivere en (ny) regering til at nytænke hele skolesystemet så skolen fremtidssikres? Fremtidens skole er kendetegnet ved en kultur og læringsformer der tilgodeser den enkelte (hver eneste elev er værdifuld). Kulturen i folkeskolen 3.0 er kendetegnet ved viljen og evnen til at tænke kreativt, udvise virkelyst og turde tage en risiko, hver elevs personlige initiativ og ansvar hyldes.

Politiske budskaber er repræsenteret af meningsstærke personligheder, ikke partier

Hvorfor kan vi kun vælge personer som repræsenterer et bestemt parti? Kunne vi hente inspiration fra 1800 tallet? Da vi fik grundloven i 1849 fandtes der ingen partier. Politiske budskaber var repræsenteret af meningsstærke personligheder. Enkeltpersoner blev valgt og repræsenterede igennem synspunkter og personlige egenskaber det politiske system.

Et nyt parti (system) skal for at leve op til 3.0 versionen kunne skabe et aktivt og engageret civilsamfund.

Mange unge keder sig helt vildt og deres talenter går til spilde. De kan ikke se sig selv leve det liv deres forældre lever i et samfund, hvor man ikke tænker i helheder og ikke tager hensyn til klodens velbefindende (for enhver pris). Konsekvensen er at de ”zapper ud” og udlever deres drømme i lokale miljøer hvor de kæmper for enkeltsager. Et nyt parti (system) skal igennem stærke rollemodeller, fleksibilitet og fællesskab være så ”rigtigt” at den næste generation af vælgere ikke kan lade være med at engagere sig lokalt, nationalt og internationalt.

Jeg tror meget på de simple midler. På at koge kompleksiteten ud af flest
mulige at hverdagens og samfundets problemstillinger, se på den faktuelle
kerne og træffe de valg, der forekommer at være mest rigtige.

Derfor vil jeg gøre politik til én stor tombola: Til et spørgsmål om at
trække lod om, hvem der får den store ære og/eller byrde – alt afhængig af
livsanskuelse og verdensopfattelse – det er at lede og sætte retningslinier
for os andre. Ud fra to betragtninger: At vi alle er en del af og har et
medansvar for samfundets udvikling. Og at den ene kan være lige så god som
den anden.

Politik bør være et spørgsmål om samfundstjeneste og samfundssind. Om at
alene muligheden for, man selv kan komme til at stå med ansvaret gør, at man
tænker sig om i forhold til sine omgivelser og medmennesker i det daglige.
Og om at man så, når man har vundet ansvaret, rent faktisk træder i karakter
og træffer de beslutninger, der forekommer at være rigtige, alene fordi man
ikke har nogen hensyn at tage til, at man skal så populær, at man kan blive
genvalgt.

Fordelen ved en sådan model ville også være, at vi kunne befri os for
snærrende ideologi. Det er alligevel noget bras, som salig Erhard Jakobsen
sagde – og havde så evigt ret i. Ideologi er mere en parade, man kan gemme
sig bag, end det er et uppercut til samfundets udfordringer. I hvert fald
som det praktiseres i dag.

Pragmatismen har forlængst – kombineret med egoismen og
selvtilstrækkeligheden – taget magten. Så lad os i det mindste tage
konsekvensen og indrette vores rekruttering af politikere efter det.

En arkitekt fortalte mig engang, at hvis man rev Rigshospitalet ned og byggede det op igen, så det passede bedre med den måde de ansatte arbejder på og de sygdomme patienterne har og vil få i fremtiden, så ville pengene være tjent ind på 2 år.

Jeg mødte en overlæge og spurgte ham, om det passede, og til det svarede han: ”Bestemt nej, max 6 måneder”.

I hverdagen gør vi nemlig sjældent det, der er meningsfyldt, fremtidsorienteret og rationelt. Vi gør det, der kan lade sig gøre, det der er praktisk. Og derfor ender vi ofte med meget komplicerede arbejdsgange, mystiske rutiner og uddaterede strukturer. Den kan være nemt nok at være visionær i et par timer, men arbejdsdagene bliver hurtigt et hamsterhjul, hvor man blot reproducerer det, man gjorde i går. Og der kan være masser af dygtige mennesker; de orker bare ikke at lave noget om, fordi ”systemet” modarbejder nye tanker og dermed på længere sigte den innovation, vi har så meget brug for.

Indenfor management teorien taler man om ”kreativ destruktion”; at man engang imellem bør smadre hele lortet for at skabe noget nyt. Og hvordan skal dette nye se ud? Hvad af det gamle tager vi med? Hvad skal vi af med? Hvad skal vi have mindre af? Mere af? Og hvad findes ikke endnu?

Spørgsmålet:

I 2010 – hvis det stod til dig – hvordan burde politik se ud?

Svar gerne fra dit mest konstruktive hjørne – men ellers er ordet frit. Jeg har skrevet lidt ledende herunder, men det er kun ment til at sætte tanker i gang.

Hvordan ville et politisk parti se ud, hvis vi udsatte det nuværende system for ”kreativ destruktion”? Vil vi overhovedet have partier? Hvor kunne vi hente inspirationen til en anden organisationsform? Hvis vi uden skelen til linier, programmer, højre/venstre-tænkning, organisationsmønstre og deslige skabte andre rammer, der byggede på fremtidens muligheder: der forstod den moderne form for kommunikation, der var fleksibelt nok til at skabe hurtige og meningsfulde løsninger, der havde optimalt samarbejde med erhvervslivet, fagforeninger mm. Der var interessant og spændende at lave journalistik over. Og som folk rent faktisk gad at høre på og stemme på? Skal fremtidens politikere have stylist, coach og psykologhjælp og lære at formidle skarpt og fængende? Eller skal de kunne tage sig selv ud af ligningen, “lytte højere” og få det bedste frem i andre?

God fornøjelse! Anne Skare Nielsen

I met a senior doctor and asked him if this was true, and he replied giggling: “Absolutely no, max 6 months.”

In everyday life we rarely do that which is meaningful, future-oriented and rational. We do what is feasible, and practical. And so, we often end up with very complex workflows, mystical routines and outdated structures. It may be easy enough to be visionary for a couple of hours, but working days are too easily turned in to a hamster wheel, that reproduce what you did yesterday. And there can be lots of talented people, they just do not have the energy to do anything about it because “the system” works against new ideas and hence – in the longer run – the innovation that we need so much.

In management theory, we speak of “creative destruction”, that you sometimes should smash the whole shebang to create something new. And how should this “new” look? What of the old will we keep? What should we invent? What do we need less of? More of? And what does not yet exist?

The question:

How would politics look in your opinion, ten years from now – if by some event of magic “everything had just fallen into place”?

Inspirational questions: How would a political party look like if we exposed the current system of “creative destruction”? Will we even have parties? How could we get the inspiration for another form of organization? If we are without considering lines, programs, right / left-thinking, organizational patterns and the like made of other frameworks, based on future possibilities: who understood the modern form of communication that was flexible enough to produce rapid and meaningful solutions that had optimal cooperation with business, unions, etc.. It was interesting and exciting to do journalism about. And people actually bother to listen to and vote on? Should tomorrow’s politicians have a stylist, coaching, psychological and learning to communicate sharp and catchy? Or they could take himself out of the equation, “listen more” and get the best out of others?

Be constructive! And have fun! The floor is yours    Anne Skare Nielsen